Annonce 1

Undersøgelse: Passive elforbrugere går glip af en god timeløn

Annonce 15

Passive elforbrugere må grave lidt dybere i lommerne og betale lidt mere for kilowatt-timerne end aktive elforbrugere. Det viser en uafhængig, landsdækkende undersøgelse af de danske elpriser foretaget af Energitilsynet, som har analyseret priserne på samtlige elprodukter på det danske marked i 2016. Undersøgelsen er baseret på 209 elprodukter solgt af 40 elleverandører.


I rapporten er alle udbudte produkter i 2016 rangordnet efter pris afhængig af, hvilken kategori af forbrugere, man tilhører.

Undersøgelsen viser, at en typisk elforbruger i et parcelhus i gennemsnit kunne spare op til 270 kr. på den årlige elregning ved at være aktiv og skifte til et billigere elprodukt. En typisk elforbruger i et parcelhus med elvarme kunne derimod i gennemsnit spare op til 760 kr. om året ved at holde øje med priserne og skifte til et billigere produkt.

Der er knapt 1,2 mio. parcelhuse herhjemme, lige godt 180.000 boliger har elvarme (varmepumper og “traditionel” elvarme).

Energitilsynets undersøgelse er sammenfattet i gennemsnitstal for fire kategorier af forbrugere. Hovedkonklusionerne i undersøgelsen er:

  • Forbruger i lejlighed med årligt elforbrug på 1.800 kWh (én person) kunne i gennemsnit spare fra 80 til 200 kr. om året ved at være aktiv og vælge et billigt elprodukt
  • Forbruger i parcelhus med et årligt elforbrug på 4.900 kWh (to voksne og to børn) kunne i gennemsnit spare fra 130 til 270 kr. om året ved at være aktiv og vælge et billigt produkt
  • Forbruger i parcelhus med et årligt forbrug på 15.000 kWh (to voksne og to børn og med f.eks. elvarme/varmepumpe til opvarmning og/eller elbil) kunne i gennemsnit spare fra 170 til 760 kr. om året ved at være aktiv og vælge et billigt produkt
  • En mindre erhvervsvirksomhed med et forbrug på 50.000 kWh kunne i gennemsnit spare fra 350 til 1100 kr. om året ved at vælge et billigt produkt.

“Undersøgelsen viser, at forbrugerne faktisk godt kan tjene en pæn timeløn ved at bruge 10 minutter på at undersøge elpriserne på de efterhånden mange elprodukter, som elleverandørerne sætter til salg,” siger Mads Lyndrup, kontorchef i Energitilsynet.

Elleverandørerne har pligt til at indberette alle elprodukter og alle priser til Energitilsynets hjemmeside elpris.dk, som er frit tilgængelig for forbrugerne. Her er det let at sammenligne priser og produkter og finde frem til det produkt, der bedst matcher forbrugerens behov.

Fakta

Prisundersøgelsen rangerer alle udbudte produkter i 2016 efter den samlede pris per kWh

Prisundersøgelsen giver desuden gode råd til forbrugerne til at vælge det rigtige produkt:

  1. Tjek elregningen mindst én gang om året
  2. Vær opmærksom på dit abonnement. Det kan ofte betale sig at vælge et produkt med relativ lav abonnementsbetaling, hvis elforbruget er relativt beskedent
  3. Hvis man som forbruger vælger et introduktionstilbud, så vær opmærksom på hvilket produkt man modtager efter introduktionsperioden
  4. Tjek markedet flere gange om året hvis man som forbruger vælger et introduktionstilbud
  5. Hvis det er vigtigt for forbrugeren at kende elprisen, så vælg et produkt med fast pris. En stigning på 20 % i elprisen giver en stigning på ca. 250 kr. årligt for et parcelhus.

Læs undersøgelsen her

kilde

Annonce 16