Annonce 1

Audi får blåt stempel for at producere gas af overskudsstrøm

Annonce 15

Audi driver et af verdens første demonstrationsanlæg, der konverterer strøm til gas. Nu er anlægget godkendt til at hjælpe med at balancere elnettet.

Den tyske bilproducent Audi har nu fået det blå stempel på, at selskabet kan være med til at stabilisere det tyske elnet.

Audi driver et af verdens første og største anlæg, der producerer syntetisk methangas ved at benytte strøm fra elnettet. Anlægget ligger i byen Werlte i delstaten Niedersachsen og er på 6 MW.

Produktionen af methan sker i to separate trin. Først spalter Audi vand til brint og ilt ved hjælp af elektrolyse. Derefter producerer selskabet methan ved at lade brinten reagere med CO2.

Anlægget af nu blevet godkendt af systemoperatøren Tennet, der i dette tilfælde har samme rolle som Energinet.dk herhjemme. Audis gasproduktion har dermed bevis for, at det kan skalere op til 6 MW energi i løbet af bare fem minutter. Desuden skal det kunne producere efter nogle forhåndsdefinerede profiler.

Med godkendelsen kan Audi ifølge selskabets egen pressemeddelelse deltage i markedet for balanceringsstjenester på det tyske elnet. Markedet skal sørge for at holde balance mellem produktion og forbrug i et elnet med stadig større mængder af vedvarende energi.

I første halvår af 2015 nåede sol, vind og biogas op på 33 procent af den tyske strømforsyning, hvilket øger behovet for hurtigt at kunne stoppe traditionel produktion eller aftage noget af strømmen, når det blæser, eller solen stråler fra en skyfri himmel.

Læs artikel her

Annonce 16