Tidligere, og for ikke så mange år siden, indrettede man elforsyningen efter det forventede forbrug.
Men efter oliekrisen i 1970’erne, skete der en ændring, idet forbrugerne herefter, og i stigende grad, og efter et voksende antal solcelle- og vindmølleanlæg, (hvor produktionen ikke kan styres på samme måde, som energien fra de konventionelle kraftværker), i stedet for, og i stigende omfang, har måttet indstille sig på, at tilpasse forbruget efter produktionen.
I takt med at man får større og større andele af energiforsyningen fra vindmøller og solceller, er det derfor nødvendigt, for at undgå blackouts, enten at udvikle nye energisystemer, der kan træde til, når sol- og vindkraftanlæggene ikke kan dække forsyningen, eller udvikle tilstrækkeligt store akkumulerende systemer, der kan udjævne den varierende energiproduktion, både i forbindelse med de korterevarende udsving i energiproduktionen, men også dække sæsonsvingningerne i den vedvarende energiproduktion. Men indtil dette er opnået, er det nødvendigt at forbruget, i stadigt stigende grad, tilpasses produktionen.
For at opnå dette, kan man benytte forskellige mere eller mindre effektive, og indgribende, metoder, således som de er forsøgt listede i det følgende.
Besparelser:
Det mest nærliggende, og oftest omtalte middel, er at udnytte en større grad af besparelser, men det er ikke et særligt effektivt virkemiddel til ændring af forbrugsmønsteret, når energiproduktionen er lav.
Energirationering:
Energirationering, således som det blev benyttet under 2. verdenskrig, hvor forbruget dæmpes så meget, at de fleste vil kunne sikres leveringen af den rationerede og lave energiproduktion. Metoden er enkel at indføre, men er ikke særlig effektiv, da leveringen ikke skelner mellem perioder med høj og lav produktion.
Periodevis afbrydelse af energileveringen, hvor afbrydelsen på skift rammer alle områder:
Denne form for begrænsning er ofte benyttet i forskellige lande, ikke mindst i udviklingslandene. Men denne metode er heller ikke særlig elegant, idet den ikke skelner mellem almindeligt energiforbrug, og energiforbruget til mere eller mindre livsvigtige opgaver.
Udnyttelse af energipriserne til regulering med omlægning af forbrug fra perioder med høj energiproduktion og lave energipriser til perioder med lav produktion med høje energipriser:
Dette kan gennemføres på forskellige måder fra en mere tilfældig, og ikke så effektiv, tilpasning, til en mere direkte styring af forbruget.
- Den simple, men ikke særlig effektive metode er det almindelige kendskab til at undgå større forbrug i morgentimerne, når arbejdet går i gang i samfundet, og de sene eftermiddagstimer indtil arbejdet stopper og middagsmaden er spist, ligesom belastninger med fordel kan udskydes til nattetimerne.
- En yderligere tilskyndelse, til at skabe en bedre fordeling af forbruget, vil være omlægning af de faste afgifter og skat på energien til proportionale afgifter, som derved ville gøre energien betydeligt dyrere, når produktionen er lav, og omvendt gøre prisen mindre, når der er rigeligt energi til rådighed. Dette ville medføre en markant forbedret udnyttelse af de øjeblikkelige produktionsmuligheder, men en sådan omlægning vil næppe være politisk gennemførlig.
- En forbedret metode, til en mere effektiv måde at vælge tidspunkter for forbruget, er indført af et af de svenske elselskaber, hvor man på mobiltelefon eller computer kan se den øjeblikkelige elpris og den forventede udvikling i løbet af dagen.
- Denne metode kan yderlige forbedres, ved at opsætte skærme på et sted, hvor alle vil kunne se de øjeblikkelige priser og den forventede udvikling, Denne metode burde derfor indføres og udnyttes snarest.
De høje prisniveauer:
Tidligere var det højtryksperioder om vinteren uden vind, med lave kuldegrader og stort elforbrug til opvarmning, der medførte de højeste energipriser, men de nylige sommerhøjtryksperioder har vist, at energiprisen i sådanne perioder kan blive endnu højere, som et resultat af en højere grad af air-konditionering, samtidigt med reduktionen af de russiske gasleverancer.
Som en yderligere trussel, har både de norske og svenske politikere leget med tanken om at begrænse eksporten af el-energien, og dermed skabe lavere nationale prisniveauer og højere niveauer for den eksporterede energi og dermed svigte det aftalte solidaritetsprincip for energien mellem landene.
For at udjævne prisforskellene mellem områderne i de enkelte lande, og imellem landene, vil det herudover være nødvendigt med en kraftig udbygning af transmissionsnettene, men det er så en anden, men også vigtig historie.
Afslutning:
Ovennævnte gennemgang viser en række mere eller mindre effektive metoder til fordeling af en begrænset elproduktion. Derimod løser de ikke problemerne om de høje energipriser, som dem vi ser i øjeblikket, og hvor selv en fordobling af antallet af vindmøller ikke vil ændre prisniveauet, eller risikoen for blackouts.
Det er derfor nødvendigt, hurtigst muligt, udover udnyttelsen af kendte systemer, hvor kernekraft er inde i en meget lovende udvikling, at få sat gang i forskningen vedrørende nye energisystemer og/eller store akkumulerende systemer, for at kunne klare elforsyningen i vindstille og solfattige perioder, ikke mindst set i lyset af truslerne om total lukning af den russiske gas, og under hensyn til de lange tider, der medgår, fra forskningsresultater vil kunne konverteres til prototypeanlæg. Såfremt resultaterne heraf er positive, kan der efterfølgende installeres kommercielle anlæg. Desværre tager alle trin, i denne udvikling, lang tid, med tider, der for de enkelte trin, kan kræve år. Det er derfor nødvendigt hurtigst muligt af sikre de nødvendige midler til disse udviklinger, så vi kan få udviklet energisystemer, der kan sikre os mod overhængende fare for blackouts, og som det tidligere har været tilfældet, kan tilpasse produktionen efter behovet i stedet for som nu, at forbruget skal tilpasses produktionen.
Kilde: AAGE PEDERSEN, Civilingeniør, pen. docent ved DTU
