Fra Energinet:
Onsdag trækker Energinet.dk stikket på DataHub og sætter strøm til en ny og forbedret version. Det er første skridt i en travl periode, hvor Engrosmodellen – et helt nyt fundament for fremtidens elmarked – ser dagens lys.
Målet er et elmarked med mere konkurrence og nye produkter og services til elforbrugerne.
Håbet er imidlertid, at meget få elforbrugere i de første uger overhovedet lægger mærke til, at en af de største forandringer i elmarkedet nu bliver rullet ud.
– På den helt korte bane regner vi ikke med, at nogen kommer til at mærke noget. Indførelsen af Engrosmodellen skulle helst køre så glat, at meget få opdager, at hele branchen arbejder på højtryk med alle de it-systemer og millioner af data, der ligger bag det hele.
– På længere sigt er det målet, at elforbrugerne vil mærke effekten bl.a. ved stigende konkurrence og flere nye produkter og services på hylderne ved elselskaberne. Derudover vil elforbrugerne i fremtiden kun modtage én regning for deres elforbrug uanset hvilket selskab man vælger at købe el ved, siger Signe Horn Rosted, leder af Energinet.dk’s afdeling for Detailmarkedsudvikling.
Læs artiklen her