Annonce 1

Hvor meget VE-kapacitet kan Danmark forbruge?

Annonce 15

Fra Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget:

Hvor meget VE-kapacitet kan Danmark forbruge i et scenarie, hvor forbrugs-siden (især elbiler og store varmepumper) bliver stimuleret på den allermest optimistiske måde?

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Abildgaard (KF).

Svar fra Lars Chr. Lilleholt

En vurdering af, hvor meget VE-kapacitet, Danmark kan forbruge, vil være behæftet med væsentlig usikkerhed, idet det afhænger af sammensætningen af de forskellige VE-teknologier. Der er således forskel på produktionen per installeret kapacitet for de forskellige VE-teknologier. Der er således brug for en mindre samlet VE-kapacitet, hvis kapaciteten primært udgøres af teknologier, der producerer meget per installeret MW. Omvendt er der brug for en større kapacitet, hvis den udgøres af teknologier, der producerer mindre per installeret MW.

1 MW havvind kan eksempelvis producere mere end 4.000 MWh el om året, hvorimod 1 MW landvind producerer mere end 3.000 MWh el om året, mens 1 MW solceller kan producere ca. 1.000 MWh el om året. De termiske værker kan i princippet producere omkring 8.500 MWh el om året pr. installeret MW, men produktionen afhænger af energi systemet, de indgår i. De termiske værker producerer i dag typisk 4.000-5.000 MWh el per MW per år og vil formentligt i stigende grad fungere som spidslastværker, såfremt VE-kapaciteten i Danmark øges markant.

På bl.a. den baggrund har Energistyrelsen i marts 2014 udarbejdet “Energi-scenarier frem mod 2020, 2035 og 2050“, som er en analyse af forskellige scenarier med henblik på at vurdere behovet for VE-kapacitet.

Vindscenariet i denne analyse er et eksempel på et scenarie, hvor der i 2050 er en udbredt anvendelse af store varmepumper og elbiler. Derudover anvendes el til at producere brint, som bl.a. anvendes til produktion af flydende biobrændsler og grøn gas.
I Energistyrelsens vindscenarie er der i 2050 installeret omkring 25.000 MW VE-kapacitet. Omkring 70 % af den installerede VE-kapacitet er vindkraft, heraf 70 pct. havvind. Omkring 10 pct. af VE-kapaciteten er solceller og de resterende ca. 20 pct. er termiske værker, hovedsalig fyret med grøn gas. Som nævnt fungerer de termiske værker i stigende grad primært som spids-lastværker og forventes kun at producere få hundrede MWh el per installeret MW om året.

Sammensætningen af VE-teknologier kan naturligvis varieres. I så fald vil behovet for installeret VE-kapacitet ændres, idet der som nævnt er betydelig forskel på, hvor meget el, der kan produceres per installeret kapacitet for de forskellige VE-teknologier.
Klimakommissionens (2010) og IDA’s Energivision 2050 (2015) beskriver i øvrigt fossilfri scenarier, som ligner vindscenariet. I disse scenarier installeres der omtrent samme VE-kapacitet, og fordelingen på teknologier er omtrent som i vindscenariet.

Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt

Kilde

 

Annonce 16