Fra Finans
I 2012 fik de daværende solcelleejere et løfte om, at deres afregningsvilkår var fredet i 20 år. Alligevel trues de nu af ekstraregninger.
Det statsejede Energinet er i færd med at indføre nye regler, som ad bagdøren skruer op for solcelleejernes elregning.
Ifølge Energinet vil det for størstedelen af de 82.000 solcelleejere betyde årlige ekstraudgifter på 200-500 kr. Samlet tegner den årlige ekstraregning til at løbe op i 20-25 mio. kr.
Foreningen Danske Solcelleejere er forarget over de uventede millionregninger.
»Vi kan kun opfatte det her som et direkte tyveri,« siger formand Michael Hvitfeldt.
Oprindelig betød reglerne, at ejere af solceller for tid og evighed ville få modregnet solstrømmen i husstandens elforbrug én gang om året. På den måde kan solskinstimer i juli populært sagt få elmåleren til at løbe baglæns i november.
I november 2012 greb Folketinget ind overfor den omsiggribende solcellefest. Samtidig blev folk, der allerede havde købt solceller, lovet, at der ikke ville blive rørt ved afregningsreglerne de næste 20 år.
Som led i indførelsen af fleksible elpriser for alle elkunder vil Energinet imidlertid nu ændre afregningsmodellen, så solcelleejernes elbetaling fremover opgøres på timebasis.
Læs hele artiklen her.